Tre-sektor-hypotesen

Tre-sektor-hypotesen er en økonomisk-erhvervsmæssig teori, der tager udgangspunkt i en opdeling af befolkningen efter deres næringsveje i tre hovedgrupper: jordbrug og udnyttelse af naturgivne råstoffer (primære), forædling, forarbejdning og fremstillingsvirksomhed (sekundære) samt tjenesteydelser og embedserhverv (tertiære erhverv). Teorien blev oprindeligt fremsat af William Petty^[1], siden udviklet af Colin Clark og Jean Fourastié.

Ifølge teorien vil der med tiden ske en forandring af sysselsætningen, idet den historisk overvejende betydning af primære erhverv afløses først af sekundære erhverv og siden af tertiære erhverv som den mest betydningsfulde. Fourastié anså denne udvikling som et fremskridt, og i bogen "Det store Håb for det Tyvende Århundrede" skildrer han den forventede stigning i levestandard, social sikkerhed, blomstring i uddannelse og kultur, bedre kvalifikationer, bedre arbejdsvilkår og afskaffelse af arbejdsløshed, som forventede.

Lande med lavt bruttonationalprodukt befinder sig på det tidlige stadium; hovedparten af deres nationale indkomster hentes fra virksomhed i den primære sektor (landbrug, fiskeri, skovbrug, gartneri og lignende). Lande med et højere bruttonationalprodukt befinder sig på et højere udviklingsniveau og henter hovedparten af deres nationale indkomster fra råvareforædling, forarbejdning og varefremstilling (håndværk og industri). I de vest veludviklede lande med det højeste bruttonationalprodukt hentes hovedparten af de nationale indkomster indenfor den tertiære sektor (handel, embedsvæsen, tjenesteydelser, forskning med mere).

1. ^ William Petty: Political Arithmetick; London 1690